FDF.dk/virum: Børn | Leder

Kære forældre

Vi er meget glade for, at jeres børn har lyst til at være FDFere her hos os. Her kan du finde en masse praktiske informationer, men tøv ikke med at kontakte os, hvis du har yderligere spørgsmål, eller hvis du har lyst til at være med i vores "forældrebank".





Bliv FDFer i Virum »

Klasserne og sæsonen

I FDF er vi inddelt i klasser:

Sæsonen starter i midten af august med et kredsmøde, hvor alle kredsens klasser og ledere er samlet. Ellers afholdes der ugentlige møder i klasserne hver for sig. Sæsonen slutter ligeledes med et kredsmøde i midten af juni. Husk at det er vigtigt at melde afbud til en af dine klasseledere (på mail / tlf.), når du ikke kommer til møde. Vi holder som regel ikke møder i skolernes ferier. Vi prioriterer at lave de fleste af vores aktiviteter til møder og på lejre udendørs hele året.
Se under kontakt for mødetider

Program

Programmet for hver gruppe sendes typisk ud på mail til forældre og hænges desuden op i papirudgave på opslagstavlen i Boxen. Sørg for at holde jer opdateret med programmet så I ved hvad der skal foregå til møderne og om I skal medbringe eventuelt regntøj eller tøj til at være udenfor. Tøv ikke med at kontakte jeres ledere hvis I er i tvivl om programmet! Telefonnumre og mailadresser på lederne står under fanen "kontakt" på denne hjemmeside.

Boxen

Boxen er navnet på vores kredshus, som er en hyggelig, gammel telefoncentral. Her afholder kredsens klasser deres ugentlige møder på en fast ugedag og det er som regel også her vi afholder kredsarrangementer, som f.eks. sæsonstart og afslutning, kredsmøder og kreds-MGP.
Adresse: Frederiksdalsvej 107 - 2830 Virum

Sejr

FDF Virums egen hytte Sejr ligger lidt uden for Birkerød. Sejr har plads til ca. 40 overnattende. Der hører en dejlig naturgrund til hytten, med bålpladser, shelter, boldbane og sø. Vi holder meget af at komme på Sejr og bruger den ofte til klasseweekender. Du kan læse mere om Sejr her på hjemmesiden og på hyttefortegnelsen.dk.

Lejre

Lejrture er noget af det bedste man har i FDF. Det er her vi får de store oplevelser. Vi har lavet en fin folder om det at tage på lejr som er godt at vide som forældre.

Kredsweekender - 1-2 gange om året tager hele kredsen, det vil sige alle fra puslinge til seniorer og ledere, af sted på kredsweekend, fra fredag aften til søndag middag. Destinationen er som regel en hytte på Sjælland, i naturskønne omgivelser, som er udgangspunktet for vores aktiviteter og de gode oplevelser. Kredsweekend er den oplagte mulighed for at lære alle de andre i kredsen at kende.

Klasseweekender - Klasseweekenden er klassens egen weekendtur. Her er der god mulighed for at lave lege og aktiviteter som rækker ud over de ugentlige møder. Det er klassens egen ledere som er med på weekenden.

Sommerlejr - Sæsonens højdepunkt er uden tvivl sommerlejren! Hvert år tager hele kredsen af sted på sommerlejr i skolernes sommerferie. Lejrturen varer som regel en uge. Destinationen er forskellig fra år til år, men udgangspunktet er en hytte, med plads til hele kredsen, i et naturskønt område. Sommerlejr byder på masser af oplevelser for både store og små: Vi leger, hygger, laver mad over bål, tager på løb, afholder lejrbål, synger, fortæller historier, leger vandkamp, besøger den lokale kirke og meget meget mere. Sommerlejren er en oplagt mulighed for at tage på tur hjemmefra og være tættere sammen med kredsens andre FDF'ere og få gode oplevelser sammen. Vi kan kun anbefale at du tager med på sommerlejr!

Kurser

FDF tilbyder en lang række kurser på landsplan til de ældste FDFere. Når man bliver seniorvæbner får man mulighed for at tage med kursus. Det er en stor oplevelse at være på kursus, det er lærerigt og man møder FDFere fra hele landet. Du kan få mere information om de kurser, der passer til dig hos din klasseleder. På nogle af kurserne er der en egenbetaling på 600 kr. resten af kurset betaler kredsen. Læs mere i brevet til seniorvæbnere og seniorer.


Kontingent og priser

Der betales kontingent to gange om året, og det koster 400 kr. pr. gang. Betaling for deltagelse i kredsens lejrture er særskilt, og ligger på ca. 125 kr. for en klasseweekend, ca. 200 kr. for en Kredsweekend og ca. 1000 kr. for en uges sommerlejr.

I FDF sætter vi højest at alle kan være med. Derfor ønsker vi at familier, for hvem kontingent eller lejrpriser måtte udgøre en stor byrde, kontakter os så vi sammen kan finde en ordning. Det skal ikke være pengene der afholder et barn fra at gå til FDF eller tage med på en lejr.

Regler

I FDF er der højt til loftet og plads til det meste, men vi har nogle få regler i kredsen for at sikre trygge rammer for børn, unge og voksne. De består i en alkoholpolitik og et sæt samværsregler

Samværsregler

FDF Virums samværsregler supplerer Landsforbundets samværsregler med yderligere retningslinier for hvordan voksne omgås børn i kredsen. Du kan læse FDF Virums samværsregler her.

Alkohol

I FDF Virum beruser lederne sig ikke, når der er børn eller unge tilstede, og unge under 18 år indtager ikke alkohol i forbindelse med FDF. Det betyder i praksis at lederassistenter under 18 ikke deltager i f.eks. julefrokost og lign., men at de godt må deltage i arrangementer, hvor der serveres alkohol i moderat omfang til ledere over 18.
Der kan dispenseres for lederassistenter under 18, hvortil der kræves en underskrevet tilladelse fra forældrene.

Frivillighed

FDF er en organisation, som bygger på frivillighed. Alle ledere i FDF er således frivillige og ulønnede og bruger deres fritid i FDF med stor glæde. Således håber vi også at i som forældre har lyst til at støtte kredsens arbejde. Hvis du derfor har lyst til at bidrage - praktisk hjælp, være med til at arbejdsdage på Sejr, bage kage til weekendture, har god kontakt til "FDF-relevant" erhverv (busselskab, slikbutik osv.), eller være tante på årets sommerlejr - så tøv ikke med at sende en mail som vi gerne vil gemme i vores "forældrebank".

Indmeldelse

Kontakt en af lederne på dit barns klasse og bed om at få en indmeldelsesblanket. Aflever herefter den udfyldte blanket retur til lederen, som vil give den videre til kredsens medlemsansvarlige.

Udmeldelse

Hvis du ønsker at melde dit barn ud, er det vigtigt at sende en mail til både kredsens medlemsansvarlige (birlykke@yahoo.dk) og klasselederen (se Kontakt). Efter udmeldelse stopper opkrævningen af kontingent.