fdf.dk/virum: Børn | Leder

Sommerlejr 2010

Vi har i år været på sommerlejr i og omkring en hytte ved navn "Filialen" lidt uden for Ganløse.
Her på siden kan du læse mere om vores sommerlejr og se billeder!




Hvis du vil læse mere om at være FDF'er i Virum så tryk på linket lige herunder:



Bliv FDF'er i Virum »

Billeder fra hele ugen

09/08 19:52

Så er vi alle hjemme igen efter en rigtig god sommerlejr, og hverdagen har (desværre) indhentet os igen. Det blev til rigtig mange gode og sjove oplevelser og du kan se et lille udpluk af dem gennem de billeder, vi har taget i løbet af ugen. Vi havde håbet på at kunne lægge billeder op hver dag, men Filialen ligger åbenbart uden for lands lov og ret (og alt hvad der hedder mobildækning). Der har også været problemer med at se gallerierne hos nogle brugere, men det skulle der være rettet op på nu. Hvis du oplever problemer på siderne, må du meget gerne kontakte webmaster.

Mandag

havde vi besøg af præsten Kristian Tvilling fra Virum Kirke. Han fortalte om hvor vigtigt det var at bruge de talenter og evner vi hver især har fået, og fik også vist sine evner som tombola-opråber. Om eftermiddagen kom vi igennem en lang række vilde udfrodringer, og skulle bl.a. prøve at spise græshopper!

Se billeder fra mandag

Tirsdag

var både store og små på hike. De mindste kom på en barsk Boot Camp, hvor de skulle lære at klare sig selv i vildmarken, mens de større drog afsted på en lang jagt på den Hellige Gral.

Se billeder fra tirsdag

Onsdag

vendte de store hjemme fra en lang og udmattende tur. Om eftermiddagen var det tid til at lege med vand på alskens forskellige måder. Omend vejret ikke viste sig fra sin varmeste side, var der ingen tvivl om at alle havde det rigtig sjovt på de våde aktiviteter.

Se billeder fra onsdag

Torsdag

stod den på friluftsoplevelser og mad på bål. Der blev klatret, snittet og leget med kort, kompas og GPS'er. Frokosten bestod af hele makreller, der først skulle renses og parteres, inden de blev tilberedt med lækre krydderier i de varme gløder. Om aftenen havde vi en cowboyfest der ville have gjort Billy The Kid misundelig. Der var dans, drikkekonkurrence, chili con carne på dåse og fest til langt ude på natten for alle de friske cowboys (og -girls).

Se billeder fra torsdag

Fredag

var desværre sidste dag på sommerlejr. Men der var heldigivs tid til andet end blot at pakke tasker. Der skulle konkurreres om at slå en lang række rekorder, som også forældrene tog del i, da de ankom til lejren. Herefter var der fælles grill og et underholdende lejrbål for børn og voksne, inden de trætte børn og unge kunne tage hjem, mættet med oplevelser og gode minder.

Se billeder fra fredag

Så er sommerlejren i gang!

01/08 21:32

Nu er vi kommet godt igennem det første døgn på sommerlejren, og vi har allerede fået leget, hygget og pjattet en hel masse. På nær nogle korte regnbyer har vejret været rigtig dejligt, og i dag (søndag) kiggede Scooby-Doo og venner forbi for at få vores hjælp til at finde ud af, hvem der stod bag et indbrud på byens museum. Med god hjælp fra alle børnene blev det til sidst afsløret, at det var museumsinspektøren selv, der nu kan se frem til lang tid bag lås og slå. I morgen kommer vores nye præst på besøg, og vi skal også prøve kræfter med en masse spændende udfordringer.

Du kan se billeder fra lørdag og søndag her
(Det mobile bredbånd er desværre ikke nået helt til Ganløse endnu, så vi lægger formentlig ikke så mange billeder op i løbet af ugen - men de kommer på efterfølgende.)

Sommerlejr-deltagerbrev

Så er deltagerbrevet sendt ud til alle tilmeldte. Du kan også hente det her

Sommerlejr-info

Der kommer deltagerbrev på mail i løbet af sommeren, men du kan allerede indbetale deltagerbetaling nu.
Der skal indbetales kr. 900 på kredsens konto: reg 0455 konto 1550003707
HUSK at skrive navn og FDF-gruppe på overførslen! F.eks "Mathias - Væbner"